Vandsport er for nogle synonymt med at fjolle rundt i en lummer og klordunstig svømmehal. Eller måske med at sende sine børn til svømning hver onsdag. Vandsport har imidlertid meget mere at byde på, ligegyldigt om du er ung eller gammel.
Først og fremmest er svømning en ideel sport for dig, der gerne vil i bedre form. Din tid i svømmehallen behøver nemlig langt fra at stoppe i det sekund, du har lært crawl- og brystsvømning. Der er selvfølgelig mere at lære og teknik kan altid forbedres, men derudover er det også en hård og krævende træningsform. Hvis du skal gøre dig forhåbninger om bare at komme nogenlunde hurtigt gennem vandet, så er du nemlig nødsaget til at tage alle muskler i brug.
Svømning er faktisk så god en træningsform, at mange atleter, der ikke selv konkurrerer i svømning gør brug af den. Det eneste du behøver, er nemlig din krop, et bassin og noget badetøj. Derefter er det op til dig at tage et smut forbi svømmehallen om morgenen eller om eftermiddagen.
Hvis du har svært ved at motivere dig selv, kan du også blive en del at et svømmehold i din lokale svømmehal. Der vil med garanti være nogen, der passer til dit niveau, og så er der lige pludselig nogen, der forventer dig mindst en gang om ugen. Hvis du virkelig skal have noget ud af svømning som træningsform, skal du dog gerne i vandet mindst tre gange om ugen.
Oplev en verden under vandet
Svømning er dog langtfra den eneste aktivitet, som man kan få tiden til at gå med i vandet. Hvis det med at svømme frem og tilbage i en hal ikke er så meget dig, så passer dykning dig måske bedre. Her er der langt mere fokus på teknik og på udforskning af dybderne.
For overhovedet at have lov til at dykke, skal du tage et dykkercertifikat. Dette vil du oftest kunne gøre i en svømmehal nær dig, hvis du efterspørger det rundt omkring. Der vil du gennemgå dykkertræning i alt fra håndsignaler til hvordan man udløser trykket i ørerne.
Til sidst vil du stå med et dykkercertifikat i hånden. Efter at have indkøbt flasker og dykkerdragt vil du være klar til at gå på eventyr på havets dyb med dine dykkervenner.
Køb din egen båd
Hvis livet i og på vandet virkelig har bidt dig, kan du overveje at købe en båd. Det er en dyr investering og den vil også kræve meget tid at vedligeholde, men hvis du godt kan lide den slags, vil du nyde hvert eneste sekund.
En båd kan blive et helt familieprojekt at vedligeholde. Roret skal skiftes, gulvet skal skures og skroget skal males. Den virkelige nydelse kommer dog ikke med den evige vedligeholdelse, men når man er ude på vandet.
Har I købt en speedbåd, kan I nyde tiden med et wakeboard eller dets lige spændt bagefter. Har I derimod købt noget nærmere en kutter, kan I nyde solens varme i stilhed med en fiskestang over rælingen. Hvad end du vælger at bruge din tid på, kan du være sikker på, at vandet kan være både frygtindgydende og enormt sjovt.